Pixelmator – Bedste fotoredigering nogensinde?

by Mahmoud E.M. 7

Er du fotoentusiast, fotograf, eller elsker du bare at gøre noget ekstra ud af dine billeder? Så har jeg en rigtigt god nyhed!

Pixelmator er et desktop-klasse billedredigeringsprogram til din iPad. Masser af skabeloner, effekter, specielle redskaber, og penne er kun nogle af de mange ting der adskiller Pixelmator fra mængden. Pixelmator følger samme designlinjer fra Apples egne apps: iMovie, Pages, Numbers, Keynote, og GarageBand.

Med Pixelmator skal man kunne sætte sidste finish på et billede, sammensætte flere billeder, eller skabe et billede med de mange pensler og penne. Pixelmator benytter sig af Apples nye iOS 8 teknologier, understøtter iCloud Drive, og spiller perfekt sammen med Pixelmator på din Mac.

Pixelmator-Mac

Pixelmator er bygget med iPad og iOS 8 i tankerne, så derfor kan du se frem til et program der virkelig udnytter iPad’ens skærmareal til fulde. Pixelmator’s udvikler har virkelig fokuseret på at gøre interfacet så enkelt, intuitivt, og naturligt som muligt – og det virker! På trods af den lange liste af funktioner, så virker ingen funktionerne for langt væk. Lad os tage et nærmere kig …

Design i ægte Apple stil

Mange foto apps har rigtig mange brugbare funktioner, men menuerne fylder simpelthen for meget når man arbejder, hvilket man kan se med f.eks. Snapseed. Pixelmator skiller sig ud ved, at dit billede er foran dig hele tiden, og vil du tilføje/redigere et lag, ændre farver, eller bruge en hvilken som helst anden funktion, så trykker du på en af de få knapper der giver dig adgang til utallige funktioner, uden at det fjerner fokus fra billedet. Alle ændringer sker live, og overblikket er i fokus, hele tiden.

Med samme opbygning som Apples egne apps, så er det absolut en fornøjelse at finde rundt i app’en. Designet er tidsløst og lækkert, hele vejen igennem.

Så Simpelt, så Kompliceret

Et nyt projekt startes med et klik på “Plus-dokumentet”. Så kan du vælge en skabelon, og der er alt lige fra postkort til plakater, eller du kan vælge at starte et blankt projekt – hvor du selv bestemmer dimensionerne.

Når du har startet projektet, så er det op til dig hvor mange billeder der skal være med. Et billede, eller et hvilket som helst andet objekt, kommer ind som et lag. Det betyder at du kan sammensætte billeder, sætte billeder over hinanden, gøre et billede gennemsigtigt, og lade et andet stråle igennem bagfra, tilføje tekster til dine billeder, og meget meget mere. Kun fantasien sætter grænserne.

Alle funktionerne gemmer sig under 5 knapper oppe i højre hjørne. Den første (fra højre) er et spørgsmålstegn, den åbner forskellige tekstbobler omkring knapperne, og beskriver dem nærmere. Rigtig interessant er det, at det også åbner for en meget omfattende guide til hvordan du bruger stortset alle funktioner.

Pixelmator-ipad

Ved siden af finder vi delingsknappen. Når du er færdig med et projekt, eller det skal gemmes, så kan du vælge med få tryk at dele det med alle dine venner. Du kan gemme det i iCloud Drive, en tredjeparts online lagringstjeneste, eller i dit eget fotobibliotek. En cool feature er, at du kan vælge at gemme det som en Photoshop fil, hvilket betyder at Pixelmator spiller max med Adobe Photoshop!

Den midterste knap er til indstillinger, og her kan du bl.a. indstille en linial og andre guider, der kan hjælpe dig med at være mere præcis. Du kan også, meget præcist, ændre dimensionerne på billedet. Ved siden af er Plus-knappen, og her kan du tilføje lag, vælge figurer og text i forskellige farver og former.

Helt inderst finder vi penslen. Penslen er hvad der gør Pixelmator så speciel. Her er der nemlig gemt en menu med farvepensler i alle størrelser og farver; en “Retouch-knap” der gemmer på 9 basale funktioner; en farvepalet der kan justere farver og effekter, og sidst, men ikke mindst, en meget præcis udklipper, så du kan klippe bestemte objekter – i alle former, ud af et billede.

Knapper med hundredvis af funktioner lige ved fingerspidserne

Tegnesektionen giver dig bl.a. pensler, blyanter, sprayfarve, blækpenne og meget mere, alle sektioner – selv viskelæderet, har 12 valgmuligheder der gør dem endnu sejere at bruge. Man kan rent faktisk, hvis man er tålmodig, male et meget pænt og virkelighedsnært maleri med Pixelmator.

Jeg tror aldrig jeg har set så avanceret et tegneprogram til iPad, nogensinde! Citat: Mahmoud, iPhoneCafe.dk

Retouch-knappen giver dig adgang til de 9 mest basale funktioner: lysere, mørkere, skarpere, blødere, rødeøjne-fix, (de)saturation, jævn og fjern. De 7 første siger sig selv, Jævn og Fjern er to nyttige funktioner. Med jævn kan du jævne dele af billedet/tegningen sådan som du ville kunne gøre det, hvis du gnider fingeren hårdt over bløde farveblyant farver. Fjern, den fjerner objekter og erstatter dem, med hvad den tror der er i baggrunden, og det virker typisk bedst når objektet ikke fylder særligt meget, eller når baggrunden ikke er for indviklet, men det virker og det virker godt.

Med justering af farver, kan du se frem til at ændre farvetonerne, og gøre farverne enten fyldigere eller svagere, justere hvidbalancen og meget mere. Billedet bliver skubbet ud til siden, og en stor menu indtager skærmen hvor du kan justere på flere parametre, og få præcis den farve du forestiller dig.

Pixelmator-ipad-2

Der er masse af effekter at vælge imellem, som så mange andre apps. Det der er helt specielt ved Pixelmator er, at effekterne kan indstilles yderligere. Effekterne er ikke bare et lag der sættes over billedet, som med f.eks. Instagram. Du kan lege med billedets objekter, farver og toner, trække i dem, gøre dem lysere, smelte dem sammen – mulighederne er uendelige. Det seje ved det er at du samtidig kan se en live forhåndsvisning.

Pixelmator er en af de apps der strækker sig ud mellem målgrupperne. Er du nybegynder, vil du kunne finde basale og seje features at lege og øve dig med. Har du lidt mere erfaring, så skal du nok kunne finde de mere avancerede og sjovere funktioner ved at grave lidt ned.

Lag på lag

Alle objekter i projektet er i lag. Træk fingeren fra skærmens venstre kant, og du vil se alle billedets lag i en overskuelig menu. Trykker du på et lag og efterfølgende penslen, så vil alle ændringer du foretager kun gøre sig gældende på det enkelte lag. På den måde er det muligt at gøre et lag halvgennemsigtigt, og det bagved ekstra fyldigt, så stråler det igennem – en superfed feature til de kreative!

I det hele taget er systemet med lag så professionelt og gennemtænkt, at man helt glemmer det er en app til iPad, og ikke et dyrt computerprogram. Det virker utrolig godt, og her er Pixelmator virkelig en ener!

Konklusion

Pixelmator er absolut den bedste fotoredigerings app til dato. Masser af professionelle funktioner i ægte Photoshop stil, og det er lige ved fingerspidserne. Fotoredigering apps er der masser af i App Store, men hvad der virkelig adskiller Pixelmator fra mængderne, er det flotte og overskuelige design, og det fantastiske lag system.

Funktionerne er utallige, og hver detalje kan laves på tusind forskellige måder; kun kreativiteten sætter grænserne, for hvad der er muligt med gode billeder der får en tur med Pixelmator.

Desværre kræver Pixelmator en iPad, og der er ingen iPhone version endnu. Det er forståeligt nok, for der er simpelthen ikke plads på den lille iPhone skærm. En iPhone 6 Plus med 5.5 tommer, er absolut ikke nok til Pixelmator som den er nu, men man kan sagtens fjerne nogle funktioner, og derved optimere den til iPhone – præcis som Apple gør med f.eks. Pages.

Har du en iPad 4, eller en iPad Air (iPad Air 2), så vil du absolut ikke fortryde dit køb af Pixelmator. På de ældre enheder, så virker Pixelmator rimelig, men der er helt klart en forskel på ydelsen.

Du kan hente Pixelmator i App Store til kun 32 kroner.

Positive

  • Professionelt lagssystem
  • Gennemtænkt og avanceret tegneudstyr
  • Tidsløst og lækkert design
  • 64-bit support, sørger for hurtige reaktioner
  • Utallige funktioner og indstillingsmuligheder

 

Negative

  • Ingen iPhone support
  • Skabeloner kræver internet for at downloade

 

Screenshot

Pixelmator-1

Pixelmator-2

Comments (7)

  1. Meget spændene app, tror jeg ville prøve den af med min iPad Air 2. Har ikke rigtig følt at jeg har brugt nogen programmer, hvor A8X har været oppe på de høje nivuer, så ville forkæle min iPad med Pixelmator.

    Mangler samtidig også en afløser fra Adobe Photoshop Touch, da det ikke rigtig bliver opdateret mere, og bruger ikke fuld support af iOS 8

  2. Har downloadet det, og er meget fascineret over: “Remove,” funktionen, som virker imponerende godt! Folk med spejlfleks kamera, der godt kan lide at tage perfektionistiske billeder ville elske denne app! Imponerende!

  3. Ja, den er virkelig pengene værd!

    Jeg har ikke selv fået prøvet den med iPad Air 2, hvor lang tid er den om at “remove/fjerne” et objekt? Min iPad Air er ca. 15-20 sekunder om det 🙂

  4. hvis jeg køber det til min mac til de 199 det står til, inkluderer det så også iPad versionen?

  5. Sammenlignede med iPad (4 generation) og var langt hurtigere, jeg har bemærket at det er forskelligt angående hvor meget du markerer. Hvis du fjerne et typisk opjekt tager det omkring 5-10sek for iPad Air 2, hvor det tager de 20sek. for iPad 4. Du mærker ikke ventetiden med iPad Air 2 🙂

  6. Hejsa

    Hvordan ændrer jeg format så jeg kan tegne i fx et A3 format? Så det har en ok str og opløsning når det printes ud?
    Når jeg printer nu, så er selve billedet meget lille selvom jeg forsøger at indstille formatet:)
    Kan I hjælpe???

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>